Blog: En hverdag i parentes

Share

RUSKs midlertidige pariser holdt juleferie i København, og det fremprovokerer et nostalgisk følelsesudbrud. Om en måned kommer han hjem permament.

Paris340Jeg er tilbage i København. Midlertidigt, altså. På ferie hos mine forældre henover julen. Det er ikke noget, jeg har prøvet før, for normalt bor jeg på Østerbro, omtrent et kvarters afslappet gang fra mit barndomshjem, så når mine medkollegianere rejser hjem til familien på Fyn eller Lolland, bliver jeg og ganske få andre hængende i den halvtomme bygning. Så kigger jeg over til forældrene på udvalgte tidspunkter. Men jeg bliver hjemme. Nu er jeg altså på ferie i København med en returbillet tilbage til Paris den 30. januar, hvor hverdagen i én eller anden eksamenstynget afskygning venter på mig. Alligevel er jeg naturligvis ikke på ferie; det er jo min by, jeg kommer hjem til. Jeg sidder i køkkenet på kollegiet med et glas vin, og senere bliver det til klæbrig spiritus med granatæblelakridssmag (kommer man fjernere fra Frankrig?), mens musikken bliver tungere, mindre lytteværdig og mere dansabel, og kunne det så blive mere hjemligt? Men sidst på aftenen smider jeg mig må sofaen i køkkenet og sover, for der er en tysk udvekslingsstuderende, der sover på mit værelse, som hun fremlejer. Hun er sød og byder på morgenmad, da hun kommer ud i køkkenet næste morgen, men der er stadig væk noget, der adskiller mig markant fra hverdagen.

Hvilken hverdag er det så, jeg vender tilbage til i Frankrig? Først og fremmest en hverdag i en by, som for bare fire måneder siden allerhøjst eksisterede for mig som en filmkulisse. Dernæst en en hverdag, der om en måned definitivt er lagt bag mig, hvorefter jeg genoptager mit ”rigtige” liv. En parentes altså. Men en parentes, der fylder hvert et sekund af min eksistens i fem måneder. Undtaget altså disse ti juledage i København.

Afselvfølgeliggørelsen

Det første, der konkretiserer et fremtidigt udvekslingsophold i løbet af planlægningen af det, er et par ord i et skema. Et universitet, et land et fag. Senere begynder man at se nærmere på skemaerne, vælge kurser i litteraturhistorie eller filosofi. Og så søger man merit for kurserne, får på forhånd indskrevet sine studier i udlandet i et kontinuerligt forløb, der har sin begyndelse og ender på Marbjerg Mark, 40 minutter fra mit barndomshjem. Men det er ikke disse formaliteter, der udgør kernen i opholdet, hvis altså der er sådan én. Det har jeg dog først indset for nylig. Kernen i et udvekslingsophold er, at det er konstant. Når jeg går fra forelæsningen på RUC, vender jeg hjem til det liv, der har stået på siden min fødsel uden de helt store brud eller ujævnheder, og hvori mine studier kun optager en række afgrænsede intervaller i løbet af dagen. Men når jeg forlader dagens sidste forelæsning i Paris, noget senere end man ville gøre det herhjemme, befinder jeg mig stadig tusindvis af kilometer fra det sted, hvor jeg føler mig helt tryg og velkommen. Folk omkring mig samtaler afslappet og ubesværet på et sprog, som jeg må anstrenge hver en celle i min krop for at gøre mig forståelig på. Denne by er deres hjem, har for manges vedkommende altid været det, og intet forekommer dem mere naturligt end at tage RER-toget hjem til deres forældre (de fleste bor stadig hjemme; det er for dyrt at bo alene i Paris) eller ind til centrum for at mødes med deres venner og drikke en uhøjtidelig apéritif.

Jeg selv befinder mig langt fra al denne naturlighed. Et udvekslingsophold er kendetegnet ved, at det modsat studierne generelt helt fysisk dominerer og begrænser min færden til et fremmed sted, det er en slags, akademiseret, relativt velorganiseret, EU-subsidieret asyl, der i fem måneder ikke slipper mig i mere end ti ambivalente juledage, hvor jeg halser rundt til de velkendte caféer for at mødes med mine gamle venner, som i fire måneder har været totalt forsvundne fra mit liv. Derefter vender jeg så hjem og genoptager tråden – hvad er forandret?

Det kan jeg af gode grunde ikke svare på endnu, ikke før jeg genoptager de gamle rutiner i den gamle by igen. Men så bliver det jo alligevel ikke helt de samme rutiner, ikke helt så naturlige, ikke helt så selvfølgelige, det har jeg kunnet fornemme i løbet af de sidste par dage. Et udvekslingsophold er først og fremmest en afselvfølgeliggørelse af hverdagen. Måske får man pludselig muligheden for at tage stilling til, om der er noget at vende tilbage til. Jeg selv kunne godt blive hængende i Paris, men i sidste ende glæder jeg mig til at vende tilbage til København. Og selvom man af og til bliver i tvivl, når man sidder vader de første vinterkolde skridt gennem Trekroner, er jeg glad for, at også RUC skal være en del af min hverdag længe endnu.

Om bloggeren

Eskil Elling er 20 år og fra København. Han læser på den humanistiske bacheloruddannelse og planlægger at læse filosofi og socialvidenskab fra næste semester.

I efterårssemesteret 2013 læser han fransk sprog og litteratur samt filosofi på Université Paris Ouest Nanterre La Défense.

Speak Your Mind

*