Blog: Kulturchok i Cambridge

Share

RUSK’s journalist Louise Akselsen har forladt redaktionen i et halvt år for at studere i Cambridge. I den tid vil hun blogge i stedet. Dette er først indlæg.

Det ser både smukt og tilforladeligt ud. Men ak, Cambridge kan godt være overvældende for en dansker. Foto: Louise Akselsen.

Det ser både smukt og tilforladeligt ud. Men ak, Cambridge kan godt være overvældende for en dansker. Foto: Louise Akselsen.

”Man får da ikke kulturchok i Cambridge,” tænkte jeg, da jeg under et pre-departure-møde for udvekslingsstuderende på RUC fik fortalt, at vi under vores ophold ville opleve et kulturchok bestående af fire forskellige faser, uanset hvor i verden vi rejste hen. Tanken sad stadig i mig, da jeg i september ankom til Cambridge og ved første øjekast fandt det hele ret sammenligneligt med Danmark.

Men jo, et kulturchok får man. Jeg er ret sikker på, at jeg allerede nu har oplevet de to første faser.

Euforifasen

Den første fase kaldes også turistfasen og er forbundet med meget positive følelser. Jeg var helt høj af glæde og eufori de første uger i Cambridge. Vejret var meget bedre end i Danmark, jeg mødte en masse søde mennesker, og jeg deltog i uendelige sportsklubber. Jeg elskede byen, som er fyldt med studerende og flotte, gamle bygninger (særligt de forskellige colleges tilhørende Cambridge University. Og her må jeg nok hurtigt indskyde, at jeg altså IKKE går på et af disse Harry Potter-lignende universiteter, men på et helt andet og moderne udseende universitet kaldet Anglia Ruskin University. Og nej, det er der ikke lige så meget prestige i, og det kan mærkes i byen!).

Alt i alt; jeg var forelsket i Cambridge og tanken om at skulle være her i fire måneder!

Louise340

Vores udsendte medarbejder, her i færd med at ”punte’ i Cambridges kanaler.

Jeg var meget positivt overrasket over, hvor meget lærerne interesserede sig for hver enkelt studerende, ville lære vores navne, ville sikre tilstedeværelsen og deltagelsen af os og så videre. Jeg var helt vild med kun at have otte timers undervisning og intet projekt ved siden af. Jeg var positivt overrasket over den anderledes åbenhed; at blive kaldt ”Love” af ekspeditricer, at folk uforpligtende taler til dig på gader og i butikker (som jeg ikke er vant til som skandinav).

Jeg synes også, det var vildt fedt, at universitetet går så meget op i sport. Så meget at de fleste har fri om onsdagen til at kunne spille eller se kampe.

Alt i alt; jeg var forelsket i Cambridge og tanken om at skulle være her i fire måneder!

Frustrationsfasen

Men langsomt kunne jeg mærke en mere negativ følelse vælde frem, hvor jeg var træt af kulturforskellene fra Danmark. Fra at finde det utrolig smart at skulle lænke sin cykel fast med en gigantisk lås til jernstolper rundt omkring i byen til at være utroligt træt af at bruge ti minutter på at finde noget at lænke cyklen fast til. Fra at være helt vild med pubs til at være træt af, at de allerede lukker klokken 23. Fra at være vildt glad for, at her er mange cyklister og cykelstier, til at finde ud af, at bilerne ikke respekterer dig på samme måde som i Danmark, og at cykelstierne pludselig holder brat op.

Jeg blev træt af, at jeg ikke kunne gå nogen steder hen uden at have kontanter på mig, fordi der er en grænse på £5. Jeg blev træt af at skulle checke in under hver eneste undervisning, at være nødsaget til at sige noget under undervisningen og være den eneste studerende med en computer. Jeg blev træt af typiske engelske, opdelte vandhaner, hvor man enten får brandvarmt eller iskoldt vand. Jeg blev træt af at snakke engelsk hele tiden, ikke at kunne finde de rigtige ord og føle, at jeg ikke var helt mig selv på et andet sprog.

Jeg fandt også hurtigt ud af, at sportsklubberne forventer meget af dig, for eksempel at du møder op til hver eneste træning og kamp, medmindre du skal til begravelse (hvilket jo er meget normalt, men ikke stemmer overens med mit daværende billede af at skulle gøre, hvad jeg ville, under opholdet).

Det hele kulminerede, da jeg for et par uger siden blev kørt ned på cykel. Jeg var meget heldig og slog kun mit ene knæ. Men også at komme på skadestuen var en kamp, for de ville kun tale med mig, hvis jeg havde et engelsk telefonnummer.
Jeg tror, at det var vendepunktet for min anden og frustrerende fase.

Det hjælper også en del at være omringet af en masse andre udvekslingsstuderende, der går rundt med de samme følelser (og så kan vi grine lidt af England). Og misforstå mig ikke  –  trods denne fase er jeg ovenud lykkelig for at være her. Jeg kniber stadig mig selv i armen engang imellem, fordi jeg stadig har svært ved at forstå, at jeg virkelig er her efter den lange og svære proces med evindelige ansøgninger, opkald og indsamlinger af diverse underskrifter på diverse dokumenter. Det er hele besværet værd!

Så vil tiden vise, om jeg også kommer igennem de sidste to faser af kulturchokket. Sker det, bliver I de første, der får det at vide.

Speak Your Mind

*