Blog: Luftkastellet ’Læsesal i København’

Share

Studenterrådets medlem af Universitetsbestyrelsen, Ask Gudmundsen, skriver, hvorfor en RUC læsesal i København er både en dårlig idé og en umulighed i praksis.

Han forlader Universitetsbestyrelsen snart, men er langt fra færdig med RUC-politik. Ask Gudmundsen blogger om og imod Frit Forums drøm om en læsesal i København. Privatfoto.

Han forlader Universitetsbestyrelsen snart, men er langt fra færdig med RUC-politik. Ask Gudmundsen blogger om og imod Frit Forums drøm om en læsesal i København. Privatfoto.

Da universitetsvalget sluttede for en lille måned siden stemte 381 studerende på Frit Forums liste med navnet ”Læsesal i København”  –  det svarer til 12,5 % af samtlige stemmer. Parolen er god, fordi den sætter ord på mange studerendes irritation over den lange vej fra København til RUC, og over manglen på læsepladser i København. Desværre er det et valgløfte Frit Forum aldrig vil kunne opfylde. Noget som illustreres tydeligt ved, at Frit Forum har brugt parolen ved de seneste seks valg  –  uden nogen form for resultat.

Frit Forums valgblog: Studiemiljø uden grænser

Grundene er mange og jeg vil gennemgå dem herunder. Men ingen kritik uden selvkritik. Derfor kigger jeg også på mit og resten af Studenterrådets arbejde for at sikre at vi ikke også jagter urealistiske luftkasteller. Og så bør jeg nok komme med en advarsel: Jeg bliver nok beskyldt for at have skrevet en ’taberblog’, fordi jeg er sur over ikke at blive genvalgt til universitetsbestyrelsen. Og jeg er ganske rigtigt ked af ikke at være blevet genvalgt. Det er jeg, fordi der er så mange ting på RUC, der stadigvæk halter. Så mange ting der skal laves om, og gøres bedre. I stedet er fatamorganaet, en RUC-læsesal i København, blevet prioriteret frem for konkrete læsninger på de massive studiemiljøproblemer og den haltende uddannelseskvalitet der findes nogle steder på vores universitet.

Det er altså en politisk prioritering, om man vil bruge pengene på en læsesal i København, eller på at forbedre studiemiljøet og uddannelseskvaliteten på RUC. Frit Forum vælger læsesalen, Studenterrådet vælger studemiljøet og uddannelseskvaliteten.

Argumenterne

Men uanset hvad man påstår om min motivation bag denne blog, så skal den vurderes på dens argumenter:

  1. 1. For det første er der ikke nogen, der vil give RUC sin egen læsesal i København. Hverken Københavns Kommune eller Miljøministeriets Bygningsstyrelse, som ejer alle RUC’s bygninger  –  såvel som de fleste andre universiteters. Det gør de ikke, fordi der allerede findes fire universiteter med for lidt plads i Købehavn. Ligesom der mangler studieboliger til alle byens studerende, mangler der også læsepladser. Studenterrådet er en del af Danske Studerendes Fællesråd, ligesom studenterrådene på KU, CBS, IT Universitet og Aalborgs afdeling i Sydhavnen. Vi arbejder samme for, at alle studerende bosat i København får bedre vilkår  –  inklusiv flere læsepladser og grupperum. Men vi får altså ikke nogen til at betale for en læsesal kun til RUC i København.
  2. Kan RUC så ikke selv leje nogle lokaler, kunne man så spørge  –  det har Aalborg Universitet jo gjort i Sydhavnen? Jo, i princippet kunne RUC godt selv leje eller købe pladsen selv. Men er der råd til det? Studenterrådet undersøgte det faktisk tilbage i 2012. 1400 m2 (37,5 x 37,5 meter) i Indre By kostede dengang ca. 12 mio. om året. Til det skal man så lægge omkostninger til møbler, bøger, rengøring, personale, el, vand og varme, osv. Det bliver hurtigt fire-fem millioner oveni. Til sammenligning kan man få fem Studenterhuse for 15 mio. eller totalmodernisere tre bachelorhuse, som bygning 21  –  to af Studenterrådets succesprojekter de sidste par år. Og det er altså noget, man kan hvert år  –  da priserne her er årlig leje. Det er også ca. det samme samtlige hussekretærer koster i løn om året, eller det, som det koster at ansætte 25 nye dygtige forskere til at øge mængden og kvaliteten af RUC’s undervisning og forskning.

Læs også: Studentervalget på RUC er en farce

RUC vil ved udgangen af 2014 have en egenkapital på omkring 85 mio. kroner  –  noget universitetsbestyrelsen har besluttet skal ned på ca. 40 mio. ved udgangen af 2015, et beløb som skal fastholdes som sikkerhed til dårlige tider. Derudover går RUC’s drift i nul  –  der er altså ikke ekstra penge at hente i det normale budget. Noget Aalborg Universitet også er blevet straffet for; de er begyndt at spare på uddannelse og forskning for at have råd til at beholde Sydhavnen. Her på RUC er der altså ca. 45 mio. tilbage til investeringer. RUC’s egenkapital kan altså betale lejen til en RUC læsesal i København i max tre år  –  og det er så uden at man laver én eneste forbedring andre steder på RUC, hvor der er mange områder, der kunne trænge til ekstra penge for at forbedre vores undervisning, vores studiemiljø og vores fysiske rammer.

Et uforløst potentiale

  1. Det tredje argument imod læsesalen ligger i forlængelse det forrige. Der mangler simpelthen SÅ meget, før RUC har nået det enorme potentiale, vi har som universitet. 14 bachelorhuse mangler stadig at blive moderniseret. Administrationen er underbemandet, noget der gør det meget svært for os studerende at få klare og hurtige svar på vores spørgsmål og problemer. Der findes stadig kurser og fag med for dårlig og for lidt undervisning. Kort sagt er der altså så mange konkrete forbedringer at få på RUC for de penge en læsesal vil koste, at RUC’s penge skal bruges på bedre undervisning, bedre fysiske rammer og bedre administration, før de skal bruges på vilde eventyr. Forbedringer Studenterrådet forsat arbejder for  –  vi har lige fået vedtaget, at RUC skal modernisere flere bachelorhuse de kommende år, og vi er ved at få gennemført kravet om, at vi studerende senest skal have vores eksamensdatoer, kursusbeskrivelser og kompendier udleveret til tiden.

Det er altså en politisk prioritering, om man vil bruge pengene på en læsesal i København, eller på at forbedre studiemiljøet og uddannelseskvaliteten på RUC. Frit Forum vælger læsesalen, Studenterrådet vælger studemiljøet og uddannelseskvaliteten.

  1. For det fjerde vil en læsesal skade både RUC’s faglighed og studiemiljø. RUC’s læringsmodel bygger på at vi snakker sammen, både studerende imellem og studerende med vores undervisere. Hvis vi deler os studerende op på to fysiske lokaliteter kommer vi til at snakke mindre med hinanden og dermed lærer mindre af hinanden  –  nogle endda uden at have vores undervisere og vejledere til stede der, hvor de arbejder. Ligeledes med studiemiljøet: Det er ikke godt nok som det er nu, og det skal der gøres noget ved. Men løsningen er altså ikke at flytte os studerende væk fra hinanden  –  det vil gøre det endnu sværere at lave arrangementer, caféer eller fester, hvor der dukker mange studerende op. I stedet fortsætter vi i Studenterrådet med at arrangere kurser, fester og arrangementer, som forhåbentlig vil gøre det attraktivt at blive på RUC sammen med sine medstuderende. Det samme gør mange andre RUC’ere. Det skal man ikke udfordre, eller måske endda ødelægge  –  det skal man støtte og bakke op om.

RUSK har besøgt den langt fra færdige læsesal på en husbåd

Argumenterne er prioriteter i den rækkefølge de ’står i vejen’ for en læsesal i København. Og når Frit Forum til næste år  –  igen  –  går til valg på en læsesal i København, håber jeg, at de 381 studerende, som stemte på listen denne gang vil huske disse argumenter og stemme på nogen som rent faktisk skaber de konkrete forbedringer, som langsomt men sikkert gør RUC til et bedre universitet at studere på.

Kan etableringen af en læsesal ske udenom de offocielle kanaler. Det håber folkene bag drømmen om en læsehusbåd i Sydhavnen. Foto: Mathias Tuxen.

Kan etableringen af en læsesal ske udenom de offocielle kanaler. Det håber folkene bag drømmen om en læsehusbåd i Sydhavnen. Foto: Mathias Tuxen.

Speak Your Mind

*