Blog: Snobjargon og piratsprog

Share

RUSKs parisiske udvekslingsstuderende skriver om oplevelser med sprog. Han nyder den nye, fransksprogede verden, der er ved at åbne sig for ham, men beklager, at hverdagen og dens slang ikke rigtig følger med. 

Paris340Engang imellem skal man have lov til at dyrke sine yndlingsklichéer, selvom man gør klogt i at gøre det i smug. Derfor havde jeg La nausée (Kvalme) af Jean-Paul Sartre med, da jeg tog til Paris. Jeg var begyndt at læse den i sommerferien, men i Paris satte jeg mig på Café de Flore i St.-Germain-des-Près og læste den færdig  –  på den café fra hvis førsteetage Sartre holdt hof i sin storhedstid, hvorfra han regerede det intellektuelle Paris med hård hånd, så at sige. Jeg nød det med hver en celle i min krop, selvom jeg må indrømme, at jeg forsøgte at skjule titlen på min bog for forbipasserende; mit foretagende var simpelthen for klicheperfekt.

Hvorfor betød denne læsning så meget for mig? Det gjorde den, fordi det var med den, at Paris begyndte at komme til live for mig. Det var igennem den, at jeg begyndte at skabe mig et billede af det sted, hvor jeg nu befandt mig. Men der skete også noget med bogen: Jeg havde købt den over Amazon, den var ankommet til mit københavnske kollegieværelse i en papkasse med franske stempler, der emmede af eksotisme. Men her var den ikke længere et fremmed objekt, den kunne købes i enhver boghandel, og dens sprog var det samme, som det man hørte omkring sig, når man læste den i metroen. Og jeg forstod det! Det var mere, end jeg havde regnet med. Bogen lod mig komme indenfor, accepterede mig og blev derfor den varmeste velkomst, jeg fik i en by, hvor bøger er lettere at komme i nærheden af end mennesker.

Det spaltede sprog

Men hvis jeg følte mig velkommen blandt bøgernes skrevne ord, blev min oplevelse med de talte en mere ambivalent. Efter de første par dage, hvor jeg primært omgikkes bøger, begyndte der at dukke mennesker op i mit liv, og jeg begyndte at tale med dem. Men her viste sproget sig fra en helt anden side, og jeg befandt mig pludselig på sidelinien i en lille lejlighed, hvor en flok parisiske bekendte snakkede stille og roligt om alt det, men nu snakker om i venners lag. Det antager jeg i hvert fald, at de gjorde, for jeg forstod stort set ikke et ord af det. Deres sprog var umuligt at følge for mig, det var fjendtligt, i modsætning til bøgerne afskar det mig på radikal vis fra for alvor at blive en del af byen og dens hverdag.

Det er nok på sin plads at gøre det lidt klarere for dem, der ikke har oplevet det selv: Fransk er et spaltet sprog. Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på området, men enhver, der har lært fransk, har nok erfaret, at der er stort forskel på tale- og skriftsprog. I skolen bliver man ofte beroliget, når man har svært ved at mestre alle de grammatiske og ortografiske krinkelkroge af et sprog, der på mange måder ikke er lavet til at blive talt  –  det er simpelthen for kompliceret. Derfor får man at vide, at bare rolig, franskmænd kan heller ikke finde ud af det alt sammen. Og når også franskmænd kommer til kort, må man vel have realistiske forventninger til sig selv?

Det Franske Akademi ved Pont des Arts, hvorfra sprogelitismen udbredes til det ganske land.

Det Franske Akademi ved Pont des Arts, hvorfra sprogelitismen udbredes til det ganske land.

Men jeg tror, at billedet af dagligdagsfransk som en forsimpling af skriftsproget i sig selv er en anelse forsimplet. Det ville også forklare, hvorfor jeg kan læse mine lektier uden problemer uden derfor at kunne snakke med rundt om middagsbordet. Men lad mig prøve at forklare, hvordan den sproglige situation er hernede.

Det idoliserede sprog

Først og fremmest et par ord om skriftsproget, det raffinerede, det ”perfekte” franske. Det er ingen hemmelighed, at frankmændene nærmest tilbeder deres sprog. Deres intense forhold til modersmålet har blandt andet udmøntet sig i det Franske Akademi, en prestigiøs klub af forfattere og andre lærde, hvis formål er at forsvare og udvikle det franske sprog  –  i dag for eksempel i konkurrence med det engelske. Akademiets arbejde og historiens gang har resulteret i et sprog spækket med strikse regler og former, komplekse uregelmæssigheder i sætningskonstruktion, og så videre og så videre.

Et andet område, hvor formaliseringen kommer til udtryk, er i håndskriften, der indlæres i en bestemt og ganske stiliseret form fra en tidlig alder, og som det er absolut imperativt at mestre. Franskmænd er stadig meget afhængige af håndskrift, for eksempel er jeg næsten den eneste, der har min computer med til timerne for at tage noter, og til min store forfærdelse foregår alle skriftlige eksamener også i hånden.

Alle disse forhold er med til at gøre sproget til en enorm prestigesag. Social status er snært forbundet med den rette diktion, der viser, at man mestrer det højere samfunds koder og manerer. Især provinsielle dialekter er absolut tabu. Det kan man læse en beretning om i den seneste Goncourtprisvinder, Jérôme Ferraris, roman Le sermon sur la chute de Rome (Prædikenen om Roms fald), hvor én af hovedpersonerne, Marcel, rejser fra Korsika for at gøre karriere:

”Han arbejdede på at forberede sig til adgangskonkurrencen og samtidig på at gøre sig fri af sin fortids hæslige brændemærker, […] især af sin accent, og han tvang sig selv til at gøre sin tale atonal og klar, som om han var vokset op i en park på en herregård i Touraine, han foregav at udtale sit familienavn med tryk på sidste stavelse, han kontrolerede afslutningen på vokalerne med pinlig nøjagtighed, men til sin fortvivlelse måtte han affinde sig med at rulle r’erne, for når han forsøgte at udtale dem gutturalt, producerede han aldrig mere end en ynkelig rømmen, som en kats spinden eller en lidendes mands rå klage.”

Man forstår udmærket, at det på et tidspunkt er blevet for meget for almindelige mennesker at skulle holde en sådan standard, og man kan ikke fortænke dem i at gøre oprør. For Paris’ unge er det blevet en form for argot (slang), der ville slå mange danskere som absolut bizar; udover den hårdt påkrævede forsimpling er dette sprog formet af såkaldt verlan, et greb, hvor man bytter om på ordenes stavelser, således at femme for eksempel bliver til meuf og métro til trom. Hos den gennemsnitlige dansker glider tankerne nok hen på børns gakkede piratsprog snarere end det hippeste urbane slang …

Hverdagsargot

Dette og meget mere gør dog den parisiske argot praktisk talt umulig at følge for en outsider som undertegnede. Og er man ikke inde i koderne, er det svært at passe ind; jeg husker en aften, hvor jeg efter lang tids snak med en større gruppe blev alene med en af de andre. Han beklagede sig så over en af pigerne i selskabet, der ifølge ham var ulideligt arrogant: Hvorfor skulle hun absolut gøre sig selv unødigt mystisk  –  ved at snakke så korrekt?

Der er altså ikke tale om, at franskmændene simpelthen taler forkert fransk. Hverdagsargot er i allerhøjeste grad bevidst udformet, og det fungerer efter hensigten. Det er ikke et barbarfransk, man som udlænding kan falde tilbage på, når man opgiver at forstå brugen af konjunktiv. Også med dét sprog skal der kæmpes for at følge med.

Naturligvis ved de fleste parisere godt, at vi udlændinge ikke mestrer deres argot. At vi altså ”taler for korrekt”. Og de tager hensyn til det. Derudover anvendes slang i forskellig grad: Nogle taler det per instinkt, andre opfatter det som lidt barnligt  –  i det tilfælde er den franske sprogelitisme måske ved at vinde indpas igen? Men faktum er, at man uden at mestre hverdagens vendinger, tempo og tone hurtigt bliver udelukket fra denne hverdag. Det sprog, der måske oprindeligt er et opgør med det ekskluderende elitesprog, udelukker igen os udlændinge, der har lettere ved at klare os på mere ”korrekt”  –  omend ikke perfekt  –  fransk.

Uanset hvad er det en åbenbaring pludselig at have adgang til et helt nyt sprogs ressourcer  –  tænk på, hvor mange engelske medier, film og lignende, man gør brug af til daglig, og hvordan hverdagen ville forandre sig, hvis man ikke kunne klare sig på engelsk. Fransk tilføjer næsten lige så mange kilder til information og adspredelse som konkurrenten på den anden side af kanalen. På dette område er jeg desuden som universitetsstuderende sikkert bedre stillet end mange med fransk som modersmål, for i det mindste har jeg kendskab til en række kulturelle koder, der går igen på tværs af sproggrænser, og som man forventes at kunne trække på, når man navigerer i det vestlige informationslandskab. Men netop fordi jeg på den måde bedre kan klare mig i akademiske og ”intellektuelle” sammenhænge end i helt almindelig hverdagsomgang, bliver det tydeligt, hvor stor afstand, der kan være mellem disse verdener  –  og ærligt talt hvor fattigt et liv kan virke, hvis man er afskåret fra hverdagen.

Om bloggeren

Eskil Elling er 20 år og fra København. Han læser på den humanistiske bacheloruddannelse og planlægger at læse filosofi og socialvidenskab fra næste semester.

I efteråret 2013 læser han fransk sprog og litteratur samt filosofi på Université Paris Ouest Nanterre La Défense.

Speak Your Mind

*