Phd-blog II: Fra frustration til tryghed

Share

Da følelsen af middelmådighed var erkendt, kunne Magnus Rotvit Perlt Hansen frit skrive. Det gjorde han så. Side op og side ned af det han selv kalder ‘gylle’. Og ud af gyllen vaskede han så det guld, der endte i afhandlingen. 

Bloggerens eget artwork. Måske et sindsbillede?

Bloggerens eget artwork. Måske et sindsbillede?

Da jeg erkendte at min følelse af at mine skriveevner var middelmådige, og at det næppe ændrede sig ved at gemme mig og vente med at pløre tekst ned på papiret, forstod jeg at det kun hjalp at øve mig. Ikke kun ved at øve mig på at skrive akademisk, men blot på det at skrive. Ord for ord. Uden ord var der ingen handlemuligheder for at redigere og indse at teksten ikke gav mening. Det var sikkert også derfor jeg i 24 måneder havde undladt at smide tekst på papiret. For så står der jo sort på hvidt, at mine følelser af utilstrækkelige forfatterevner er bundreelle. Og det var de sgu også.

Jeg tvang mig derfor til at skrive mange “shitty first drafts” (taget fra Anne Lamotts skriveprocesbog “Bird by Bird”). “Shitty first drafts” er udkast som ingen andre end een selv får at se. De kan handle om alt, ikke kun om afhandlingen. Jeg startede med at bruge kun 2 timer ud af min 8 timer lange arbejdsdag til intet andet end at kigge på skærmen og savle, uden forstyrrelser. Måske blev mine fingre forført af tastaturet, måske ikke, men død og kritte; stirres i skærmen skulles der.

Skrive, skrive, skrive

Når jeg sad fast, så skrev jeg om at sidde fast, for så fik skriveblokaden ikke mulighed for at overtage mine evner til at handle eller udskyde skrivningen. Det virkede, fordi det til stadighed skræmmer mig helt ind til selveste min væren at jeg skal i gang med at arbejde mod et mål eller et produkt uden at kunne forudsige proces eller mellemprodukter. Sådan er det at skrive. Det gjorde ondt, fordi jeg blotlagde mine antagelser og verdensopfattelser og var i den grad nødt til at ændre dem som processen skred frem. Men i det mindste var der tekst at redigere ud fra. Det var faktisk så forfærdelig en følelse, at jeg ikke kunne andet end at tro at det kunne blive den helt nye helsedille.

Derfor blev jeg ved.

Jeg skruede kort sagt op for vandet en grad ad gangen, en dag ad gangen, så min hjernefrø ikke sprang ud af baljen.

Mine tanker, følelser og frustrationer skrev jeg ned på papir og min viljestyrke kunne jeg fokusere hen på andre opgaver i stedet for at bearbejde problemerne mentalt uden for min arbejdskontekst.

Som det første udkast af afhandlingen nærmede sig en læselig tilstand havde jeg lettere ved at acceptere, at følelsen af skriveuduelighed er en kronisk og kollektiv lidelse og at selv vel-publicerende forskere nok også skriver mange “shitty first-drafts”.

Læs første del af bloggen her

Jeg skruede kort sagt op for vandet en grad ad gangen, en dag ad gangen, så min hjernefrø ikke sprang ud af baljen.

Tryghed og rarhed ved at skrive

Efter at have gentaget processen ca. 30 gange og hælde frisklagt, våd gylle på muld indså jeg at der iblandt mudderet lå en lille smule guld: et par sætninger der på hver side kunne genbruges og omformuleres. Jeg skulle bare hælde nok vand på til at fortynde snasket, så jeg kunne få øje på de første gyldne glimt.

magnus340Her begyndte pinselsprocessen at blive rar og velkendt. Pludselig var det en del af min dagligdag at sprøjte gylle ud, for det førte ofte lidt guld med sig.

En dag i august, 14 dage før min endelige deadline, var jeg inviteret på middag hos min storebror, svigerinde og deres 3 vidunderlige børn. I Farum. Glad og fro satte jeg mig ind i toget med min ny-erkendte følelse af tryghed og velvidende at jeg bare kunne åbne min laptop og begynde at lede efter flere guldglimt blandt alt mudderet. Det var en rar følelse at kende den mulighed, lige indtil jeg indså at jeg havde glemt min laptop på skrivebordet derhjemme. For første gang i meget lang tid var jeg nu foruden det redskab som havde bragt mig fra konstant frustration til en tilværelse af zen. Panisk og med hjertebanken måtte jeg prøve om telefonen kunne bruges til at skrive en enkelt linies tanker ned? Nej, min 4 år gamle smartphone med tasteforsinkelse på 3 sekunder skabte kun flere frustrationer. Koldsvedende måtte jeg nu sidde og stirre ud i den tomme luft mens jeg brugte det meste af min hjernekapacitet på at ihukomme hvordan de forskellige afhandlingsafsnit hang sammen Hvis jeg i det mindste kunne forberede mig grundigt nok, måske jeg så kunne skrive alle guldkornene ned når jeg ved min hjemkomst blev genforenet med laptoppen?

Det brugte jeg så det meste af min viljestyrke på at frustrere mig over ved familiemiddagen i Farum. Den dag føltes vandet lidt for varmt.

Om bloggeren

Magnus R.P. Hansen er Ph.D.-studerende på Informatik på RUC (Institut for Kommunikation, Virksomhedsstudier og Informationsteknologi) og har spenderet det meste af sin praktiske forskning i Region Sjællands paramediciner-ambulancer, hvor han har været med til at evaluere nye elektroniske ambulancejournaler i samspil med brugerne.

Hans teoretiske forskning bidrager til forståelsen af, hvordan brugernes forventninger til it-produktet ændrer sig i takt med it-udviklingsprocessen. Det har nemlig store konsekvenser for om brugerne accepterer det nye it-produkt og som it-leverandør er det nødvendigt at imødekomme disse forventninger gennem redesign af produkt og proces.

Han har indleveret sin afhandling hele to gange, første gang inden for deadline og så én gang til 5 måneder senere. Så må den jo blive dobbelt så god, siger han.

Mens han venter på bedømmelsesudvalgets dom, spenderer han tiden med at undervise som studieadjunktvikar på RUCs Informatik-linje og Master i Projektledelse og Procesforbedring, og hygger sig med at skrive på sin private blog www.academicmadman.com som lige er gået i luften.

Comments

  1. Tak Magnus.

    Har selv 11 måneder igen af min ph.d. og kender præcis den fornemmelse, du skriver om.
    Har også skrevet en masse lort og håber at finde noget guld, gerne snart 🙂

    Vh

  2. Magnus Rotvit Perlt Hansen says:

    Hej Alfred.
    Jeg er glad for at det i det mindste er en smule genkendeligt.
    Det er bare med at blive ved med at grave efter det, selvom det føles som om det sluger energi og det er svært at komme videre.
    For mit vedkommende har jeg fundet ud af at det koster mig mest energi at hoppe ind i “skrivemodus” og hoppe ud igen. Det løser jeg med et æggeur som jeg sætter på 25 minutter (også kaldet pomodoroteknikken: http://pomodorotechnique.com) og så skriver jeg hvad jeg skal arbejde på.
    Og så er der en række uformelle skrivegrupper på RUC for phd-studerende som man kan melde sig til. Der eksisterer givetvis også een på dit institut et eller andet sted. Hvis ikke er det bare med at oprette en.
    🙂

Speak Your Mind

*