Roskilde-frivillig: Marie sørger for sikkerheden på Skate-scenen

Share

Hun ligger i omegnen af 60 timer under festivalen uden at få en øre for det. Plus en masse timer i forberedelse spredt ud over året. Det gør hun af kærlighed, og fordi hun synes, at sikkerhed er “vildt fedt”. Marie Raasthøj er assisterende sikkerhedsansvarlig på Roskildes Skate-scenen.

marie2

Der er gang i den på Roskilde Festivals Skate-scene – både med skating, inlining, musik og fest. Marie Raasthøj er med til at sørge for, at ingen kommer til skade. Vi er ikke sikre på, at det lykked med fyren i baggrunden. Foto: Rasmus Thirup Beck.

Inlinerne suser med høj fart fra rampe til rampe og op på diverse stuntrails. Ind imellem letter de flere meter op i luften. Frivillige i orange veste sørger for, at de mange hundrede tilskuere, der begejstrede ser på, ikke kommer i vejen.

Og den ansvarlige for, at både skatere, inlinere, tilskuere og de optrædende på musikscenen om aftenen har det godt og ikke kommer til skade, hedder Marie Raasthøj  –  eller det vil sige: Hun er såkaldt assisterende sikkerhedsansvarlig her på Roskilde Festivals skate-scene. Når chefen er til stede, er hun kun nummer to, men når han ikke er der, er hun nummer et.

“Så er det mig, der har den”, som hun siger med en meget hæs stemme:

“Jeg har været her siden torsdag, og her er bare for meget gang i den. Jeg kan ikke holde til det”.

Vi er som en familie. Der var en af fyrene, der lige sagde, at han synes det her “et af de bedste steder, jeg kender”. Sådan har jeg det også.

RUC’ere vil også kende den 27-årige sikkerhedsansvarlige for det samme job til Årsfesten. Det var dér, hun fik øjnene op for, hvor spændende sikkerhed kan være.

“Det er mit ansvar, at de menige frivillige har det godt og er godt instruerede. Når jeg har gjort mit arbejde allerbedst, så behøver jeg ikke at gøre noget, mens det sker. Det er ret tilfredsstillende”, forklarer hun.

Læs også: Hvad kan en universitetsstuderende gøre for Fakta?

Faktisk er det så tilfredsstillende, at Marie Raasthøj uden at kny lægger godt 60 timer op til, under, og lige efter festivalen  –  plus det arbejde man ellers lægger som såkaldt årsfrivillig. Og det gør hun med glæde.

“Det er en lang festival, men til gengæld er det helt fantastisk, og det er et helt utroligt crew her på skate. Stemningen herude er fuldstændigt uvurderlig”, siger hun og tilføjer lidt senere:

“Det er en ære at arbejde sammen med dem. Vi er som en familie. Der var en af fyrene, der lige sagde, at han synes det her “et af de bedste steder, jeg kender”. Sådan har jeg det også”.

Forlod RUC med sorg

Det var det samme sammenhold, der fik hende engageret i Årsfesten. Det og så det forhold, at hun simpelthen synes, at “sikkerhed er vildt fedt”.

Desværre for RUC bliver dette års Årsfest nok den sidste med Marie Raasthøj som ansvarlig for, at intet går galt. Hun har stoppet sine studier på International Udvikling og Pædagogik for at skifte til Københavns Universitet, og til efterårssemesteret tager hun et semester i udlandet.

“Og det er totalt sørgeligt”, konstaterer hun.

Til gengæld vil hun være tilbage på Skate-scenen næste år. Den kan hun ikke undvære.

 

Speak Your Mind

*