Udvekslingsblog: Gråtoner, forårsblomster og eksamen

Share

RUSK’s snart forhenværende udvekslingsblogger gør status over den sidste fase i sitophold. Den hvor der skal præsteres. Og måske ligger der en moralisme gemt et sted. 

Paris340

Vor blogger, da der stadig var sommerfarver i Paris.

I modsætning til Charles Aznavour, der priser min midlertidige, snart forhenværende hjembys skønhed i maj måned, tror jeg, at jeg foretrækker Paris om vinteren. Det hører med til historien, at jeg endnu ikke har oplevet byen i forårsantræk og altså heller ikke får lejlighed til det i denne omgang, idet jeg rejser hjem om et par dage. Men der er noget tiltrækkende ved den fremtræden, byen har for tiden  –  landskabet og himlen er drænet for farver, træerne i Tuillerieshaverne og langs med boulevarderne famler nøgne og sorte i vinterluften, og asfalten glimter koldt af fugt. Paris er i forvejen en ret grå by, hvor arkitekturen er holdt i noter af sandfarve med grå zinktage.

Resultatet af vinterens ”hærgen” (den er i virkeligheden ganske mild) er altså noget kontrastløst, men til gengæld tillader det én at falde hen i en rolig, meditativ tilstand, nærmest at gå i et med byen, når man sjosker rundt i den omtrent lige så farveløse folkemængde sidst på eftermiddagen uden noget andet mål end at suge det sidste til sig af en by, som man langt om længe begynder at føle, at man hører til i. Melankolien er da også ved at indfinde sig ved tanken om min hjemrejse, og dertil er de gråtonede omgivelser vel også meget passende. Endelig udgør de en ganske passende ramme om det lidet opløftende fænomen, de fleste studerende har tæt inde på livet i januar. Jeg tænker på eksamen.

I et land, der, som jeg tidligere har været inde på, har et ganske perverst forhold til orden og kontrol, er det svært at forestille sig, at der bliver testet med fløjlshandsker.

Personligt har jeg fordrevet januar forholdsvist afslappet, fordi størstedelen af mine eksamener lå i slutningen af december. Men nu, da min sidste eksamen er bag mig, er det måske på sin plads at gøre status over, hvordan denne i forvejen nervepirrende situation har taget sig ud under fremmede himmelstrøg. Det gik hurtigt op for mig, at jeg havde en evalueringsform i sigte, der lå langt fra den, jeg kendte til derhjemmefra, så semesterstartens usikkerhed blev hurtigt erstattet af frygt for de prøver, der ventede.

Seneste indlæg: En hverdag i parentes

Selvom man i sine mest klartsynede øjeblikket udmærket ved, at man ikke skal tage eksamensresultater alt for seriøst, er det en indsigt, som de fleste taber af syne i sidste ende. Og i et land, der, som jeg tidligere har været inde på, har et ganske perverst forhold til orden og kontrol, er det svært at forestille sig, at der bliver testet med fløjlshandsker. Men det værste for mig som udvekslingsstuderende var, at den rent faglige udfordring hernede blev suppleret af en række formelle forstyrrelsesmomenter, som man gerne så sig fri for, når éns akademiske niveau skal testes. Sproget først og fremmest. Det er svært at bilde sig selv ind, at man kan præstere lige så godt på et sprog, hvorpå man først for nylig er blevet i stand til at læse avisen, som man kan på det sprog, hvorpå man fik fortalt godnathistorier på som lille. Men mindre faktorer spiller også ind, såsom at de skriftlige eksamener foregår i hånden. Jeg har ikke brugt min håndskrift systematisk i omkring fem år, og allerede den gang var den ikke imponerende. Endelig har man i Frankrig, i tråd med den generelle ordensfanatisme, en række faste former, som opgaverne skal passe ind i, og som de franske studerende har fået indoktrineret siden gymnasiet, mens de for mig var alt andet end naturlige til at starte med. Hvordan reagerer man i mødet med disse udfordringer?

Tid til afsked

Et stykke ad vejen er man naturligvis nødt til at acceptere dem og tillære sig det, man kan nå. Det er der også meget at lære af. For eksempel indser man, at nogle af de faste opgaveformer er bygget på ganske fornuftige strukturer, som man med fordel kan tage med sig hjem. Men på et tidspunkt må man også acceptere, at man ikke kan opnå den samme grad af perfektion i sproget og naturlighed i arbejdsformen som de franske studerende, der ikke kender andet. Og dette er måske den vigtigste lektion at tage med sig fra denne udfordring: At akademiske præstationer, og præstationer i almindelighed, er afhængige af en mængde kontingente strukturer og institutioner, hvoraf mange måske er fornuftige, men ikke ligefrem uundværlige. At nogen præsterer godt, fordi de mestrer disse strukturer, er selvfølgelig fint, men at en masse falder igennem har ikke nødvendigvis noget med deres egne evner at gøre. De passer simpelthen ikke ind. En form for ydmyghed trænger sig på, en bevidsthed langt hinsides det rent akademiske felt om, at succes ikke altid er selvfølgelig, og at man ikke altid har fortjent den modgang, man møder. Om det så er fordi, man er vant til danske eksamensformer, eller fordi man i det hele taget møder en verden, der ikke værdsætter de værdier, man er vokset op med.

Jeg selv har kun lidt under dette i begrænset grad  –  i virkeligheden er mine eksamener gået fint og jeg tror, at jeg er rimeligt tilpasningsdygtig. Under alle omstændigheder er jeg snart tilbage i trygge rammer. For jeg skal til at tage afsked med Paris.

Samtidig med, at vinteren har henlagt byen i gråtoner, er de første blomster allerede begyndt at springe ud på træerne ved Champ de Mars. De fremstår glødende pastellyserødt i den grå storby. Uanset hvor meget jeg glæder mig til at vende tilbage til min gamle hverdag, er jeg ked af at tage afsked med disse tidlige forårsvarsler, når jeg om ikke så længe vender hjem til det februarmørke København.

Om bloggeren

Eskil Juul Elling er 20 år og fra København. Han læser på den humanistiske bacheloruddannelse og planlægger at læse filosofi og socialvidenskab fra næste semester.

I efterårssemesteret 2013 læser han fransk sprog og litteratur samt filosofi på Université Paris Ouest Nanterre La Défense.

Speak Your Mind

*